mandag den 1. juni 2015

ANGST

Da jeg startede på efterskole, havde jeg besluttet, at det skulle være det bedste år af mit liv. Jeg havde besluttet at stå fast på at få det bedre, og ikke at falde tilbage i dårlige vaner. Men sådan skulle det ikke gå. Jeg havde for høje forventninger til mig selv, det ser jeg i den grad nu.

Jeg har aldrig følt, at jeg har været mig selv fuldt ud. Jeg kan ikke fungere socialt, ligeså vel, som andre kan. Så snart jeg er sammen med andre mennesker- både dem jeg kender, eller ikke kender, så får jeg angst. Det gør, at jeg ofte kun er fysisk til stede, men mentalt et helt andet sted, og det gør, at jeg ofte undgår at komme i situationer, hvor at der er flere end to personer tilstede. Jeg frygter andre der hele tiden vurdere mig. Jeg frygter vurderingen altid er negativ. Jeg frygter, at jeg kommer til at opføre mig kejtet. Jeg frygter, at lave en almen fejl, som at tabe et eller andet, eller at falde, kan gøre, at folk raser over mig, eller vurderer mig negativt. Jeg frygter, at jeg ryster i stemmen, sveder i håndtrykket, tripper med foden, bliver rød i hovedet. Jeg frygter, at mødet med andre, vil afsløre mine svagheder, og at jeg derfor vil blive til grin, afvist, ignoreret, eller opfattet som mindreværdig eller ikke god nok. 

Når jeg endelig falder til. Når jeg endelig får en forbindelse. En ven, en veninde; så klamrer jeg mig til vedkommende. Vedkommende er min tryghed, selvom at jeg stadig har en følelse af frygt, for at blive dømt. Men folk kan hurtigt blive træt af mig, når jeg klamrer mig sådan til folk, som jeg er forholdsvis trygge ved. Det gør, at folk trækker sig væk. Det gør, at jeg føler, at der bestemt er noget galt med mig- at det er min skyld det hele. Jeg føler aldrig, at kunne leve op til andres forventninger. Alle mine negative tanker og følelser ender oftest i, at jeg forsøger at undgå sociale situationer, fordi at jeg frygter, at angsten og usikkerheden kommer til udtryk. De sociale situationer, kan være situationer som gruppearbejde, undervisning i skolen, fester, besøg hos andre. 

Jeg har svært ved at føle mig komfortabel i sociale situationer. Jeg føler, at lige meget hvad jeg gør, er det forkert. Jeg føler mig sindsyg- hvorfor er jeg sådan her, når andre er så gode til at kommunikere? 

Jeg bruger undskyldninger for at ikke at kunne være sammen med andre. Jeg har haft svært ved at fortælle andre om dette- fordi at jeg simpelthen ikke selv forstod hvad der skete. Jeg følte mig sindsyg i forhold til alle andre. Men nu ved jeg hvad det er. 
Det er angst- og det driver mig hver eneste dag.