lørdag den 27. februar 2016

IDENTITET

Jeg har en familie bestående af mine forældre, mine to lillebrødre, min hund og min kat. Jeg bor i et trygt land, jeg skal ikke bekymre mig om penge, jeg har mit eget værelse, min egen seng, jeg har aldrig nogensinde gået sulten i seng, jeg har aldrig nogensinde manglet noget. Men alligevel er jeg ikke lykkelig, tilfreds. Der har altid været noget der har plaget mig - og det er mig selv.

Jeg føler mig identitetsløs og jeg kan ikke huske, om jeg nogensinde har haft en følelse af at vide hvem jeg selv er. Efter at have gået til psykolog, og fået diagnoserne generaliseret angst og socialangst, og fået at vide at jeg har symptomer på borderline, og skulle testes når jeg blev 18, så har jeg identificeret mig selv med, at jeg er et mentalt vrag. Jeg fungerer ikke optimalt i sociale situationer, jeg er ikke altid lige god til at tyde andre mennesker, jeg overtænker altid alting, jeg fungerer ikke ligeså optimalt, som mine medmennesker gør. Når jeg kigger på folk omkring mig, så føler jeg som en fejl. De fleste omkring mig virker til at fungere godt i samfundet, de virker til at have fundet sig selv, de virker til at have styr på alting. Jeg har ingen af de kvaliteter. Jeg forsøger virkelig at fungere i samfundet, forsøger virkelig at snakke sammen med andre mennesker, uden at skulle overtænke alting. Men gud, hvor er det svært. Hver eneste dag tænker jeg meget over alt jeg gør, og jeg kan gå i flere dage og overtænke over en fejl jeg gjorde en af dagene. Lige pt tænker jeg stadig på en situation som nu er omkring to uger gammel, men som alligevel stadigvæk nu gør mig irriteret og sur på mig selv, over den fejl jeg har begået- også selvom, at min fejl ikke var så forfærdelig stor igen. Når jeg har begået en fejl overfor en, så er jeg oftest fuldt ud overbevist om, at vedkommende enten er skuffet, pinlig berørt over mig, eller sur, irriteret på mig. 

Jeg overtænker alting, men jeg gør det ikke bevidst. Det er ofte som om at min angst er en person som står og prikker til mig, siger at jeg ikke er god nok, og at jeg bestemt har gjort noget forkert. Men angsten er en del af mig. Det er min anden halvdel, som altid er tilstede, nogen gange mere tilstede end ellers, men angsten er der altid. Det er jeg nødt til at leve med, selvom at det til tider er ubeskrivelig svært.
Jeg ved ikke meget om mig selv. Mine interesser, mål og intensioner ændres forholdsvis ofte, og det er som om, at jeg bare flyder. Jeg står ikke fast, jeg er ikke solid.

Jeg ved ikke hvad jeg skal gøre af mig selv, jeg er ikke bevidst om hvem jeg selv er, og det gør mig vred og ked af det på samme tid, når jeg ser hvordan folk omkring mig virker til at have styr på hver og en eneste ting i deres liv.